
Tillykke med brylluppet!
Jeg tillader mig at gå ud fra, at du er kommet her ind, fordi du skal giftes, og leder efter en bryllupsfotograf? Til det vil jeg bare sige kæmpe stort tillykke med kærligheden! Jeg elsker virkelig at fotografere bryllupper og vil helt vildt gerne være med til at forevige jeres store dag.
På denne side har jeg samlet lidt info om, hvad du kan forvente ved at booke mig som bryllupsfotograf - men det vigtigste er dog, at du kan lide mine billeder, og derfor synes jeg, at du som det første skal gå ind og tage et kig på mit bryllupsportfolio.
Hvorfor booke mig som jeres fotograf?
Når brylluppet er slut er billederne jeres evige minde om den store dag. Derfor er det også vigtigt at finde den rette bryllupsfotograf, der kan give jer billeder i høj kvalitet i en stil i godt kan lide. Jeg er en passioneret bryllupsfotograf, som elsker at være vidne til en dag fyldt med kærlighed, glæde og fantastiske minder. Jeg har mange års erfaring med bryllupsfotografi, og kan derfor vejlede jer i forhold til tidsplanen på det indledende planlægningsmøde. Det er jeres store dag, og jeg opfører mig derfor altid så diskret som muligt, så jeg ikke forstyrrer de store øjeblikke. Min stil er autentisk og tidsløs, så I stadig synes de er flotte om 5, 10 og 50 år.
Sådan foregår det
Der er rigtig mange ting at holde styr på, når man planlægger et bryllup. Jeg går derfor meget op i en grundig planlægning og forberedelse af bryllupsfotograferingen, så I altid føler jer i trygge hænder på dagen.

Før brylluppet
Når du booker mig som bryllupsfotograf afholder jeg altid et planlægningsmøde. Det kan enten være i mit studie på Østerbro eller vi kan holde det online, hvis det er nemmere for jer. Mødet holder vi hurtigst muligt, men hvis der er lang tid til brylluppet holder vi også et opfølgningsmøde.

På dagen
Her er det jeres tur til at slappe af og nyde dagen! Imens sørger jeg for at tage masser af flotte billeder, så at hverken I eller jeres gæster skal bekymre sig om noget som helst.

Efter brylluppet
Jeg leverer et udvalg af smukke redigerede billeder, så I kan genopleve alle de gode minder. Der kan gå op til 4 uger før billederne er færdige, men jeg kan sende et lille udvalg af previews i løbet af den første uge, hvis det ønskes.




















Bryllupskontrakt
Det lyder meget formelt og kedeligt - men en bryllupskontrakt er meget vigtig, når I booker en bryllupsfotograf (uanset om I vælger mig eller en anden). Kontrakten sikrer jer, at I har en helt klar aftale med fotografen, og at I kender til alle fotografens vilkår for fotograferingen.
Den sikrer også mig som fotograf, at jeg har de korrekte information om jer og om brylluppet - det er fx meget rart at være sikker på, at jeg møder op i den rigtige kirke på det rigtige tidspunkt, ik? ;)
Jeg laver bryllupskontrakt med alle bryllupskunder efter vores første møde.
Typer af billeder
Jeg tager masser af billeder... og her kan du læse lidt mere om de forskellige slags.
Har du nogle specifikke ønsker til billeder kan vi altid tale om dem til planlægningsmødet.

Stemningsbilleder
Stemningsbilleder er de billeder, der fortæller historien om jeres bryllup. De er ærlige, sjove, finurlige og perfekte i deres uperfekthed. De viser tingene, som de var, og vil være dem der genkalder følelsen af jeres fest, når I kigger tilbage på dem.
Som bryllupsfotograf går jeg meget op i at være så diskret som muligt, så jeg ikke forstyrrer jer eller gæsterne - som en slags fotoninja! På den måde får jeg autentiske stemningsbilleder fra hele dagen.

Portrætbilleder
Woaw hvor ser I smukke ud i jeres flotte tøj og med håret og makeuppet sat! Det skal vi da have foreviget med nogle flotte portrætbilleder! De fleste brudepar vil gerne have taget portrætbilleder efter vielsen, mens gæsterne nyder et glas bobler til receptionen - men det er selvfølgelig også muligt at gøre det på et andet tidspunkt.
Portrætbilleder er billeder, som vi sætter lidt ekstra tid af til, så de bliver ekstra smukke og kunstneriske. Billederne får en fineart redigering - dvs. der bliver kredset lidt ekstra om redigeringen og farverne.

Gruppebilleder
Afhængig af planerne for dagen, er det muligt at få lavet enten små eller store gruppebilleder med jeres familie og venner. Det kan både være små grupper eller ét stort gruppebillede af hele selskabet. Bare husk at det alt sammen tager tid.
Vi kigger altid på om det er realistisk at nå at lave gruppebilleder til det indledende planlægningsmøde.

Sans for detaljen
Til et bryllup er der ofte gjort meget ud af pynt og detaljer. Blomster, bordpynt, mad, photobooth eller hvad I nu har fundet på. Jeg sørger for at der er billeder af det hele!
Priser
Prisen på bryllupsfotografering afhænger af, hvor mange timer I ønsker at have mig med på dagen. Jeg har sammensat nogle forskellige pakker, men da alle bryllupper er forskellige er I også meget velkomne til at kontakte mig på info@annelysa.dk, hvis I har andre ønsker eller spørgsmål.


